Hjem / Digte / Benny andersen digte

Benny andersen digte

Benny andersen digte – Den kære forfatter Benny Andersen døde desværre i 2018, men hans værker vil leve videre for altid. Den kære forfatter fik nemlig nået at skrive rigtig meget i hans levetid, og hvis man har fulgt hans være igennem tiden. Vil man kunne se hvordan de stille og rolig har ændret sig med tiden gang. Dog vil man altid se hans skarpe syn på virkeligheden og han teknik til at beskrive mennesket med deres første møde med verden. Benny Andersen er også kendt for sine små sproglige finurligheder som du kan se her lidt længere ned på siden.

Udvalgte digte fra Benny Andersen

Beluret af skelende baglommer, skygget at højthævede varmedunke, omringet af svedige anelser, iført lasso og fuld projektør stedes du for vor domstol. Det er ikke ligegyldigt, hvor du forretter dine følelser. Den, der underminerer ægteskabelighed, den, der anretter muldvarpeskud i vort nyslåede kønsliv, er hjemfalden til lup og forstørrelse


En dag vil solen skinne, sagde jeg i et æg af sorte paraplyer. Men da du råbte: Solen skinner! gik de til angreb og førte dig bort. Jeg stod alene tilbage i den strålende sol


Der står i den frysende morgen en tone der snart vil dø. Om lidt er stilheden moden og åbner sig som et frø I denne luft er der farver, dit øje ikke kan se. De venter som dybder i rummet over den blinde sne Stille, vent med at tale, sæt ikke noget i gang. En dråbe stilhed mere og luften er fuld af sang


Du førte mig på opdagelse i mig selv du kendte genveje til oversete udsigter undersete koralrev Hvad der på mit kort stod opført som blind vej viste sig at føre til sindets største og kærligste lufthavn


Man leder efter et ord og finder et sprog Man kysser en mund og bliver gift med et folk Man graver i haven og støder på en planet Man ser forundret op og man er forår.

Asken slås af solen. Ærefrygtigt kredser sneglens øje: Hvilke afstande! Anden lander på søen støjende som nålen der sættes i en udspillet plade. Ålen forlader søen for stedse. Ser sig flere gange rasende tilbage

Læs også:  Tove Ditlevsen digte


Jeg kan ikke få mit smil af undertiden vil jeg græde eller bare hænge med skuffen eller protestere mod andre smil der dækker over råddenskab og blodtørst men mit eget smil er i vejen rager ud som en kofanger river hatte og briller af folk


Vi har tolv ure i huset alligevel slår tiden ikke til. Man går ud i sit køkken henter kakaomælk til sin spinkle søn men når man vender tilbage er han blevet for gammel til kakaomælk kræver øl, piger og revolution Man må udnytte tiden, mens man har den Ens datter kommer hjem fra skole går ud for at hinke kommer ind lidt efter og spør om man vil passe den lille mens hun og manden går i teatret og mens de er i teatret rykker den lille med noget besvær op i 3. G. Man må udnytte tiden, mens man har den Man fotograferer sin hidtil unge hustru med blodrigt sigøjnertørklæde, men næppe er billedet fremkaldt før hun forkynder at det så småt er hendes tur til at få folkepension så sagte vågner enken i hende Man vil gerne udnytte tiden, men den blir væk hele tiden hvor blir den af har den nogensinde været der har man brugt for megen tid på at trække tiden ud Man må benytte tiden i tide flakke om en tid uden tid og sted og når tiden er inde ringe hjem og høre “De har kaldt 95949392? Der er ingen abonnent på det nummer” Klik


Den lille pige råbte til min kone: “Se, jeg sjipper! Jeg kan bare ikke, men jeg gør det alligevel! For vi skal ha gæster i aften og jeg glæder mig og jeg kan ikke vente så jeg sjipper!” Skønt jeg har svært ved at forestille mig en sjippende skaber slog det mig straks at cirka på samme måde må livet være opstået


Jeg blev født med et vræl skrålende modtog jeg dåben tudede når jeg blev tævet skreg når bier stak mig men blev gradvis mere dansk lærte at smile til verden til fotografen til læger betjente og lokkere blev borger i smilets land smil holder fluerne borte og sindet rent og tænderne har godt af lys og luft kommer du for sent går du fallit blir du kørt over bare smil turister strømmer til for at se smilende trafikofre klukkende husvilde kaglende efterladte jeg kan ikke få mit smil af undertiden vil jeg græde eller bare hænge med skuffen eller protestere mod andre smil der dækker over råddenskab og blodtørst men mit eget smil er i vejen rager ud som en kofanger river hatte og briller af folk jeg bærer med smil mit smil mit halvmåneåg hvorpå man hænger bekymringer til tørre jeg må lægge hodet på siden når jeg skal gennem en dør jeg er borger i smilets land det er ikke spor morsomt.